Omgivelserne

 

Veksø 22.10.1990

Der er et meget spændende og afvekslende landskab omkring Veksø. Området var under sidste istids slutning grænseområde mellem to bræer. Smeltevandet pressede sig ud under isen og gravede herved en dyb rende i jordskorpen, en tunneldal. Særlig mange dybe og skarpt markerede dale i flere længderetninger findes omkring Veksø, mens området syd for, hvor isens afsmeltning har været mere rolig, er jævnt kuperet.

 Værebroådalen har helt op til 1700-tallet været en stor sø. Værebro Å var i stenalderen en sejlbar fjord i forbindelse med Roskilde Fjord. Løje Sø ligger som en rest af denne sø og er en bevaringsværdig plet i området til trods for stadig tilgroning. Der findes et rigt dyre- og planteliv i området.

 Terrænformer som her i Veksø findes også andre steder, men her har jorden været så god, at det har kunnet svare sig at rydde den for skov og dyrke den. Andre steder har jorden været ringere og er derfor forblevet i sin oprindelgie form, bevokset.

 Veksøs bakkeø er geologisk karakteristisk ved stedvist flyvesand og plastisk ler.

 Grænsen mellem det skarpe og det rolige landskab udgøres her i Veksø af en ådal, der er usædvanlig bred efter sjællandske forhold. Her løber Værebro Å. Tidligere var ådalen udfyldt af moser, men dræning, tørvegravning og dermed afvanding har gjort, at der nu kun ligger spredte mosepartier, alligevel er det det tredje største moseareal på Sjælland, kun overgået af Holmegårds mose og Åmosen.

 Der har i flere omgange været gravet tørv i Veksøs moser, og visse af vore omkringgliggende søer (tørvegrave) er fremkommet heraf.

 I starten af 1950’erne blev vandstanden sænket i Værebro Å, bl.a. for at gøre arealerne bedre egnede til kreaturgræsning. Græsning her var et godt supplement til græsning på agerjorden. Afgræsningen af mosearealerne gav køerne foder og derved vedligeholdt de floraen i moseområdet, men efterhånden er områderne endt som marginaljorder uden denne afgræsning.

 Byens børn fangede gedder og andre ferskvandsfisk i mosen. En af fangstmetoderne var at stange dem ved hjælp af bajonetter sat på kosteskafter. Bajonetterne, der stammede fra 1. verdenskrig, havde de fundet i mosen.

Mosen var også fyldt med blink mistet af tidligere tiders uheldige lystfiskere, og så snart der var en ujævnhed i åløbet, trærødder f.eks., var der mange blink aflejret der. Det allerbedste fund gjorde børnene, da de fandt vraget af en gammel Ford T, idet den indeholdt hundredevis af gamle blink.

 Dyre- og planteliv her omkring er stadig rigt og varieret, og netop derfor er der både nu og fremover al mulig grund til at værne om disse omgivelser ved bl.a. begrænset færdsel i områderne.

 

  Veksø 26.08.2000