Rundt i Veksø 

 

Genforeningsstenen

Stenen er skænket af gårdejer Petersen, Hulhøjgård, og byens beboere sørgede for i fællesskab, at den blev transporteret til byen.

 Dette skete i 1920 efter Nordslesvigs genforening med Danmark.

 Oprindelig var den placeret på en lille høj mellem tre kastanjer ude i vejkrydset foran købmanden.

 

 Inskriptionen lyder: 

Genforeningen 1920

Atter vejer Dannebrog

over fælles land og sprog

 

Den er forfattet af doktor Hassing, der sammen med proprietær B. Mølgaard talte ved stenens afsløring.

 Efter højtideligheden samledes byens folk på kroen til fortsat fest med taler og sang.

 I 1987 sørgede Fastelavnsklubben for opmaling af stenen. Under arbejdet blev maleren kortvarig beskyldt for hærværk, indtil iagttageren opdagede sammenhængen i foretagendet. Blot en lille episode der viser, at vi holder øje med vore lokale omgivelser.

 Flagstangen ved stenen er opsat på initiativ af Borgerforeningen i 1968, og udgiften hertil blev delt mellem kommunen, Fastelavnsklubben og Borgerforeningen.

 Flagene slides og det næste blev skænket af Chr. Rasmussen i 1979. I 1988 trængte flaget igen til udskiftning og Grete og Jørgen Larsen overdrog flaget fra Kelstedgård.

 Den oprindelige flagstang knækkede i en forrygende storm den 8.5. 1985 og en ny blev den 16.6. 1985 rejst af det på det tidspunkt nye Borgerlaug.

 

   

Veksø Kirke 1989.                                                                    Veksø Kirke & Præstegård 2000.

 

Veksø Kirke

Kirken ligger på den traditionelle placering ved bymidten/grønningen med gadekær, smedie og gårde omkring.

 I pastor Blessings lille hæfte omVeksø Kirke fra 1944 – som kan købes i kirken – oplyses, at Veksø Kirke nævnes i 1370 i Jordebog over Sjællands Bispestols gods, men at den ældste del af kirken er et par hundrede år ældre.

 Det fortælles, at det var fruen på Veksø slot, der lod kirken opføre, idet hun ikke kunne have sin hund i fred for de store jagthunde, når hun var på vej til Stenløse Kirke.

 Den ene af kirkeklokkerne har en speciel historie. Der er indgraveret på latin: ”Johannes af Guds Nåde Biskop over Kurland og Administrator for Øsel i Året 1555”. Øsel er en ø, der ligger ved Rigabugten. På klokken ses også våbenskjold for biskop von Münchhausen, der residerede over Øsel og Kurland i 1541-49. Klokken er formodentlig kommet til Danmark og Veksø før vi tabte Øsel ved Brønsebrofreden i1645, og ingen ved, hvorfor den netop er endt her i Veksø.

 I kirken findes ophængt en smedejernslysestage, den såkaldte Veksøstage. Den er lavet som en kopi af den originale fra middelalderen, som befinder sig på Nationalmuseet. Man har gennem årene, desværre uden resultat, forsøgt at få den originale stage tilbage til kirken.

 Veksø Kirke har også en original Chr. IV Bibel fra 1630. Før i tiden fandtes denne bibel nok i alle kirker, men den er med tiden gået tabt i forbindelse med almindelig udskiftning. Bibelen er naturligvis skrevet med ”krøllet skrift”, men kan man beherske denne skrifttype, vil man opdage, at den sprogligt er meget nem at forstå til trods for, at den er trykt for mere end 400 år siden.

 Af andre specielle ting i kirken bør nævnes en messingstøbt lysearm, der er fastgjort til prædikestolen. Inskriptionen fortæller, at den stammer fra 1637. Over prædikestolen hænger et timeglas fra 1740.

 Ferdinand, der var klokker, blev ansat 1.4.1904 og virkede i mere end 55 år, lige til sin død 15.4.1959. I folkemunde havde han dog titel af: ”Ringer-klokker-graver-tækker-hvidter-spækker og garderobemand”. Sidstnævnte job foregik på kroen sammen med hans kone Jane.

 I forbindelse med sit 50 års jubilæum skænkede han kirken en syvarmet lysestage, som i dag står på hjørneskabet i kirken. Ved samme lejlighed forærede menighedsrådet Ferdinand et sølvfad. Dette fad er nu, efter sønnen Carlos død, vendt tilbage til kirken. Fadet er planlagt udstillet i konfirmandstuen.

 Kirkens ene alterdug i hedebosyning er udført af Kirstine Andersen fra Slagtergården. Den anden er syet af Ester Eiring, som dengang boede på Løjesøvej.

 

 Hvorfor er Veksø Kirkes tårn ikke højere? Pastor Jørgen Andersen har tænkt over hvorfor. Da man i sin tid skulle bygge tårnet, hentede man en masse munkesten hertil, men næste dag var de forsvundet. Nye blev hentet hertil, og da også de forsvandt, opgav man og byggede tårnet af de tilbageværende.

 Går man tur i det gamle Veksø, kan man se på f.eks. Brøndstedgård, at der her er nøjagtig den samme type sten, som tårnet er bygget af. Så spø’r man folk i Veksø, hvorfor tårnet ikke er højere, vil de svare: ”Det kirketårn har den højde, det skal have”.

 Veksøborgerne er kendt for at ”slås” og kæmpe for det, de mener og tror på, og det er ikke noget nyt fænomen. Tilbage i 1860’erne var der ingen varme i kirken. Menigheden havde gennem længere tid ønsket dette, hvorfor man ansøgte kommunen om en kakkelovn. Det blev dem nægtet, men det lod man sig ikke affærdige med, og ved at granske forskellige regler og paragraffer fandt man frem til, at man var i sin gode ret til at forlange varme i kirken. Dette blev så fremført, og i 1870 fik Veksø Kirke så en kakkelovn.

 Kirkegården: Mange af Veksøs gamle slægter ligger begravet her, og det må være eftertidens pligt at sørge for, at nogle af disse gamle gravsteder ikke bare forsvinder, da de er en del af byens historie. Byens meget kraftige udbygning inden for de sidste år har gjort, at man har været nødt til at tænke på udvidelsesmuligheder for kirkegården. Der er fra kommunens side lagt op til, at denne udvidelse skulle ske på den anden side af Kirkebakken, men dette er ikke længere aktuelt, da menighedsrådet har købt nabohuset til kirken, Kirkebakken 38 (nuværende FDF/FPF hus) og dermed sikret udvidelsesmuligheder i forbindelse med den eksisterende kirkegård.

 Konfirmandstuen: I forbindelse med den nuværende præsteboligs indretning lod menighedsrådet konfirmandstuen opføre. Den har nu ikke på noget tidspunkt fungeret efter sit formål, da skoleplanerne for Veksø blev droppet. I stedet anvendes lokalerne til bl.a. menighedsrådsmøder og forskellige foreningsmøder. Veksø FDF/FPF har i deres opstart også benyttet disse lokaler, inden man rykkede ind i Kirkebakken 38. Konfirmandstuen er udstyret med bl.a. et klaver, der er betalt af den såkaldte klaverfond, som byens borgere skød penge i. Klaverfonden eksisterer fortsat og bestyres af menighedsrådet. Foruden klaveret er lokalet udstyret med Veksøstager i messing.

 Præsteembedet: Fra gammel tid, indtil 1551, var Veksø et selvstændigt pastorat. Senere og indtil 1977 måtte Veksø nøjes med at blive betjent af Stenløsepræsterne, hvorfor gudstjenesterne først lå om eftermiddagen, da kirkehandlingen i Stenløse først skulle overstås. Præsterne måtte så i hestevogn køre til Veksø, men ved pastor Jørgen Andersens tiltrædelse fik byen endelig igen sin egen præst.

Katholm nr. 211 blev opført som midlertidig præstebolig til Jørgen Andersen og familie, indtil man i 1983 kunne rykke ind i den nuværende præstebolig, det totalt renoverede, tidligere stuehus til Annexgården.

 Der have været planer om at opføre en helt ny præstebolig og hermed nedrivning af den nuværende, heldigvis blev de aldrig realiseret.

 Kirken blev i 1986 restaureret og herfra kan nævnes, at der først på dette tidspunkt blev indlagt vand. Kirkens vægge, gulve, bænke og træværk blev repareret og opmalet ved samme lejlighed.

 Kapellet er opført ca. 1928 med inspiration fra Grundvigskirken, som blev opført kort tid før.

 Kirken er normalt aflåst, men byens borgere er altid velkommen til at låne nøglen, der vil kunne fås ved henvendelse til pastor Jørgen Andersen eller graver Svend Olsen, Kirkestræde 5.

Den originale Veksøstage

 

Veksø skole

Nedenstående er citeret fra Carstensens bog ”Viksø Sogns Historie” fra 1884:

”Skolen, Ekstraskolen, som Byens første Skole kaldtes, laa til dette hundre Aars Begyndelse nord for Brøndstedgaard, imellem denne Gaard og Bygaden. Da der blev tale om, at en offentlig Skole skulle bygges i Søsum, streed de Veksø Bymænd for at faa den i Deres By. Men den 7. April 1725 blev det ved Kgl. Resolution bestemt, at den skulle bygges i Søsum. Det efterfølgende viser, hvor lidt imødekommende Myndighederne var imod Veksøernes Stræben for at faa sig en Skole. En Iver for Oplysningens Fremmen, som i de Tider vist ellers var ukendt i den saa fortrykte Bondestand. Da man nu her maatte se paa, at Søsum fik den ”kongelige” Skole, og man havde stridt forgæves for at faa en saadan i Veksø, saa ville Beboerne her selv bygge sig en, men dertil matte de søge Øvrighedens tilladelse, man mindes at alt Jord var Fæstegods, de ejede derfor ingen Jord til at bygge paa. Det bevilgedes dem at bygge en Skole paa deres egen Bekostning, naar ingen afkortning derved skete i Skoleholderens Løn i Søsum. De fik altsaa Tilladelse til selv at bygge sig en Skole og selv at lønne deres Lærer, men de skulle dog fremdeles bidrage til Skoleholderens Løn i Søsum. I de trange Tider holdt det vel haardt for Veksøerne at lønne to Lærere. Da det blev bestemt, at Kirkernes Lysepenge skulle komme Skolerne til gode, søgte de om at faa Veksø Kirkes Lysepenge lagt til deres Skole, hvilket den 25. Marts 1741 blev dem afslaaet. Imidlertid trivedes Ekstraskolen – ja, en privat Skole den Gang kunde i Sandhed kaldes ekstra – maaske ligesaa godt som den kongelige i Søsum, og var i uafbrudt Virksomhed indtil den nedlagdes, efter at den nuværende offentlige Skole traadte i dens Sted”.

Veksø forskole i Kirkestræde, ca. 1905

Skolen i Kirkestræde, hvor der i dag er børnehave, blev bygget lige efter år 1800 som offentlig skole, til erstatning for den ovenfor omtalte. Skolen indeholdt lærerbolig i den vestlige ende og skolestue i den østlige del. Legepladsen var forbeholdt børnene, mens haven (2-3 tdr. land Matr. nr. 2) hørte til lærerboligen, hvor en del af den bl.a. blev udnyttet til urtehave.

Skolegang i Veksø omfattede også til tider at passe have, gå med hunden, hugge brænde og passe kakkelovnen. Det sidste kunne gøres på flere måder. Var man dårligt forberedt til den første time, skulle man sørge for, at kakkelovnen enten røg for meget eller var gået ud, for så gik tiden med at få den til at brænde ordentligt igen. Mange Veksøbørn har oplevet lærer Peter Henriksen, der fungerede som lærer i ca. 40 år, indtil starten af 1930’erne. I 1937 blev de store børn sendt til Stenløse (Sandbjergskolen) og Veksø skole fungerede derefter som forskole. Indtil 1937 foregik skolegangen sådan, at de store børn (5-7 klasse) gik i skole mandag-onsdag-fredag, og de små (1-4 klasse) gik i skole tirsdag-torsdag-lørdag. Skemaet var ret enkelt og ens hver dag, nemlig morgensang, religion, skrivning, regning og til sidst historie og geografi.

Vesksø Børnehave i Kirkestræde. 1988.

Religionsundervisningen havde også det formål, at børnene lærte salmer og skriftsteder, således at de kunne bidrage og følge med om søndagen i kirken, hvor skolelæreren fungerede som organist og kirkesanger. Frikvarter var ikke fastlagt, og både længde og tidspunkt bestemtes af læreren. Placeringen i skolelokalet var bestemt af dygtighed. Der var prøve om lørdagen, og den følgende uge blev eleverne anbragt efter dygtighed, med dem, der havde klaret prøvet bedst, forrest. Skolepligten ophørte efter 7. klasse, og i mere end 100 år har Veksø Skole været den eneste kommunale skole i Stenløse-Veksø. Ville man læse videre, foregik det enten i Ballerup eller i Frederikssund. I slutningen af 20’erne var der ca. 60 børn i skolen. Forældrene til de mindste børn syntes, at denne hverandendags skolegang med 7 timer ad gangen var for meget for de små børn, så derfor startede en kreds af forældre yderligere en forskole for 12 børn, som først havde til huse i Rolandsgård. I 1937, da Centralskolen, nu Sandbjergskolen, i Stenløse startede og dermed optog de store børn, rykkede børnene fra forskolen på Rolandsgård til skolen i Kirkestræde. Indimellem kunne det være barsk at skulle gå skolevejen fra Veksø til Stenløse, og på vinterdage, hvor vejr og føre var for sløjt, samlede Jens Erik Andersen børn op i sin kreaturvogn og kørte op til skolen og læssede dem af. Når skolen var forbi, var Jens Erik der igen, slog rampen ned og sagde: ”Stig ind”, og kørte så børnene hjem igen. Det var den første form for skolebuskørsel i 1963. Forskolen ophørte i 1973. Senere hen har skovbørnehaven holdt til der, når vejret var til det, og inden der i 1983 og –84 blev henholdsvis pasningsordning og børnehave i Kirkestræde, har hjemmeværnet holdt til i lokalerne.

 Et par erindringer:

 Jens Erik Andersen fortæller en episode fra hans fars skoletid, hvor børnene, når læreren var upopulær, kunne finde på at lukke ham nede i brændekassen og sætte låg på. En anden tidligere elev husker tydeligt skolelokalets helt specielle lugt, nemlig en blanding af sutsko og leverpostejmadder.

 

Veksø Station

Grundlovsdag 1879 kørte det første damptog til Frederikssund, men den officielle indvielse fandt først sted den 15. juni med festivitas på de enkelte stationer. Toget kørte fra åbningen af banen og frem til 1941 direkte til Hovedbanen over Frederiksberg station, og siden 1949 har toggangen set ud, som vi kendte den indtil for nylig, hvor dieseltogene endte i Ballerup. Med S-togets videreførelse fra Ballerup til Frederikssund i 1989 er der atter etableret direkte forbindelse mellem Veksø og Københavns Hovedbanegård.

 I banens tidlige liv har Veksø haft en fremtrædende placering fremfor Stenløse, hvor der kun var en holdeplads, et såkaldt trinbrædt, indtil 1909. Fra 1879 til 18. februar 1882 standsede toget såmænd slet ikke i Stenløse.

Veksø Station 1881 med tjenestegørende personale.

 Banen var et meget aktivt og levende sted. De lokale sendte mælk, tørv og slagtekreaturer til København, og retur kom bygningsmaterialer, gødning og købmandsvarer.

 Tørvegravningen under første verdenskrig var så betydelig her i området, at der blev lagt et specielt læssespor både ved Egedal og ved stationen. Toget har også fungeret som transportmiddel for skolebørn til realskolen i Frederikssund.

 Banen har også i perioder givet mulighed for kulturel udvikling, men til gengæld har den også drænet området for ”genier”, endda i så udpræget grad, at egnen er blevet betegnet som åndeligt død.

 Selve stationsbygningen var oprindelig mindre, men er ellers stort set uændret i udseende. Bygningen rummer, foruden de normale funktioner for en jernbanestation, også det lokale posthus.

 Villaen lige over for stationen er opført af købmand Toxværd, som jernbanerestaurant, og den fungerede som sådan til kort efter første verdenskrig. Når man skulle med toget fra Veksø, standsede man ved rejsestalden ved Veksø Kro. Her anråbte man staldkarlen, som kørte de rejsende til stationen. I jernbanerestauranten kunne man så nyde en lille forfriskning inden togrejsen. Staldkarlen opstaldede hesten i kroens rejsestald, mens herskabet var på rejse, og når de kom hjem igen, hentede han dem ved stationen til det i forvejen aftalte tidspunkt.

 Banen har også haft en for os pudsig funktion. Nogle familier sendte nemlig bud efter varer fra København ved hjælp af en lokal mand, en såkaldt kommissionær, der rejste ind med toget og vendte tilbage med de bestilte varer. Disse kommissionærer – og dem var der mange af, særlig fra Frederikssund – kunne man opleve helt frem til 1945.

 Om banens bygning er det blevet os fortalt, at man en aften ved arbejdstids ophør efterlod et lokomotiv og en vogn med byggematerialer på sporet i Hellede mose. Da man mødte op den næste morgen, var det hele forsvundet – det var sunket i mosen. At der vitterlig er blød bund, så man igen i slutningen af 1950’erne, hvor banens tyngde forårsagede begyndende bundrejsning i mosen. Der blev på det tidspunkt kørt adskillige læs stabilgrus og sten på, og man havde endda så meget frygt for, hvad der kunne ske, at man i en periode satte døgnvagt på derude.

Veksø Stationsvej 1 ca. 1912, mens huset endnu fungerede som jernbanerestaurant.

Veksø Stationsvej 1, 1988. Set fra Hovevej.

Veksø station den 27.5.1989.

Dronning Margrethe og Prins Henrik var med ved indvielses S-toget den 27.5.1989.