Rundt i Veksø 

 

Vejnavne

Hesselholm. Hessel stammer fra hassel. I tidligere tid var hasselbeplantning udbredt og en nødvendig afgrøde, hvor grenene blev anvendt til gærder, lægter og tagdækning.

Katholm. Tidligere gårdnavn i Veksø. Har formentlig forbindelse med ordet kat.

Smedestræde. Refererer til, at der her har været placeret et smedeværksted.

Møllestræde. Refererer til, at her har der ligget en mølle.

Fugleøjevej. Fugleagre og andre navne hvori fugl indgår, er ofte anvendt her i området i gammel tid.

Slotsgyden (tidl. Carl Olsensvej og delvis Egedalsvej). Navnet Slotsgyden er genoptaget fra gammel tid. Refererer til Veksø Slot. Carl Olsen boede på et tidspunkt som den eneste på vejen – i det sidste hus, Brøndstedhus. Carl Olsen tjente i øvrigt hos Jens Erik Andersens bedstefar på Slagtergården.

Toxværdvej. Opkaldt efter kroejer og købmand Toxværd.

Dyrlægevej. Der har været dyrlægebolig i nr. 2.

Kirkestræde/Kirkebakken. Refererer til beliggenhed nær kirken.

Snedkerstræde. Refererer til, at der har ligget et snedkeri.

Korshøj. Gårdnavn i Veksø.

Kelsted. Gårdnavn i Veksø. Måske oprindelig opstået fra ordet ”Kildested”, idet der findes en del kilder i området.

Skibsted. Gårdnavn i Veksø. Refererer formodentlig til anløbssted, dengang fjorden gik herind.

Brøndsted. Gårdnavn i Veksø. Refererer måske til en vandkilde i gammel tid.

Maglehøj Alle. Gårdnavn i Veksø. Magle betyder stor.

Bjørnebakken. Husenes bygherre hed Bjørner.

Kildevej. Refererer til kilder i området.

Vandtårnet. Refererer til det tidligere vandværks placering.

Spydbakken. I gammel tid hed vejen Tyvestien. Måske har det været i betydningen stjæle, eller også har det været i betydningen høtyv, begrundet i vejføringen omkring Fuglesø.

Egedalsvej. Gårdnavn i Veksø.

Kirkestien. Har været sti fra Lille Veksø til Veksø. Rester findes i dag, indsæt se kortet.

 

Møllestræde ca. 1913 med bageri og mølle. Set fra Bygade. Møllen er, så vidt vides, den først opførte i Veksø. Den brændte i vinteres 1915.

Møllestræde 1988. Bygningen, der husede bageriet findes stadig.

 

Brøndstedgård 1974. og 1988.

Brøndstedgård

Gården blev opført ca. 1848, og en del af murværket består af munkesten, hvilket kunne tyde på, at disse stammer fra Veksø Slot, da de sidste rester netop blev fjernet i de år.

 Kommunen var ejer af bygningerne og brugte dem bl.a. til husvildeboliger, indtil den i starten af 70erne bogstaveligt var ved at falde helt sammen.

 Den nuværende ejer, Poul Hessellund Andersen, købte bygningerne, og han og hans familie har egenhændigt stået for restaureringen, således at stuehuset er bevaret i den oprindelige stil.

 

Veksølund

Denne gård har været i den samme families eje siden 1792. De nuværende bygninger er dog ikke så gamle, de er fra 1872.

 Indtil midten af 1960’erne blev der drevet landbrug fra gården, og i 1975 restaurerede Ingrid og Poul Hansen samt deres familie egenhændigt bygningerne til udstillingsbrug med hensyntagen til bevaring af gårdens tidligere karakter.

 Der har siden 1978 været offentlig skulpturudstilling på Veksølund i månederne maj-august, men hele året fungerer udstillingen for kommuner og andre, der ønsker at erhverve større skulpturer, idet haven og de store udstillingsrum i de restaurerede bygninger giver gode muligheder for, at monumentale skulpturer kan komme til deres ret.

 Udstillerne er danske billedhuggere, men der er som regel også hvert år udstilling af en udenlandsk kunstner af internationalt format.

Veksølund ca. 1873.

 

Veksølund 1988.

Fra Veksølunds Udstilling 1990 Planet foto

 

1965. Hovevejs udmunding i Bygaden. Genforeningsstenen, da den endnu stod ude i midten af vejen omkranset af kastanjer. I forbindelse med reguleringen af vejkrydset i 1966 blev stenen flyttet til sin nuværende placering.