Rundt i Veksø

 

Skibstedgård

”Hvor Vorherre bygger en kirke, bygger fanden en kro”. Dette mundheld har nok sin rod i senere tiders misbrug af kroen, men oprindeligt var der ikke så stor modsætning, som det umiddelbart lyder, idet det at sørge for husly og mad til vejfarende i meget gammel tid var en opgave for klostrene. Præsterne i Stenløse, Slagslunde og Veksø samt egnens gårdmænd havde ligeledes pligt til at huse og beværte vejfarende.

 I 1396 påbød Dronning Margrethe I, at der skulle være en kro for hver 4 mil. Christoffer af Bayern nedsatte det til 2½ mil og Christian II til 2 mil. Disse kroer var ikke bestemt for egnens befolkning, men alene for de vejfarende. Kroerne, der blev oprettet i denne forbindelse, lå i Ballerup og Stenløse.

 Alt dette for at fortælle, at Skibstedgård engang har været Veksøs kro. I 1778 overgik kroholdet officielt fra Stenløse til Skibstedgård, men allerede fra 8.11.1773 havde ejeren, Ole Mikkelsen fået privilegium til at indrette og drive værtshus på Skibstedgård, dvs. ret til at udskænke øl og snaps og pligt til at huse vejfarende. Kroholdet overgik i 1867 til det vi i dag kender som kroen samtidig med, at der blev indrettet købmandshandel.

 Gårdens stuehus er fra 1848, resten af længerne er opført efter en brand i 1941. Selv om længerne i dag fungerer fint til helt andre aktiviteter, har de også tjent deres oprindelige formål godt. I hallen har der f.eks. været lade i den nordlige halvdel og hestestald og svinesti i den sydlige halvdel.

 På pladsen mellem Skibstedgård og Bygaden lå rejsestalden. Det var en åben stald, således at hest og vogn kunne køre igennem, og i siderne var der så opstaldningsplads for heste.

 I Veksø, som andre steder, fandtes ”stodderkassen” i rejsestalden. Her kunne de vejfarende svende overnatte bl.a. på betingelse af, at de afleverede deres tændstikker.

 Udover at have været kro, har gården også været sognefogedgård i 1700- og 1800-tallet, og det kan nævnes, at lokalet med glasfacaden på 1. sal har fungeret som byrådssal i begyndelsen af 1970erne.

Skibstedgård ca. 1910. Den fine brolægning skulle efter sigende endnu findes under den nuværende belægning.

Skibstedgård 1988. Stueetagen er i dag indrettet til vuggestue.

 I Carstensens bog om Veksø (Vigsø Sogn) er oplyst fæstere og ejere af gården, og her ses det tydeligt, som det var typisk for den tid, at en kvinde ikke kunne blive fæster. Maren Petersdatters far måtte opgive sit fæste i Borup for at blive fæster på Skibstedgård, efter at hendes trolovede, Mads Petersen, der var fæster, druknede i Løje Sø i 1778.

 Faderen døde allerede i 1779, og herefter indgik Maren Petersdatter ægteskab med Mads Andersen. Den ene af døtrene, Maren Madsdatter overtog gården efter forældrene, og hun var da fra 1812-1840 gift fire gange.

 Veksø lå bekvemt mellem København og Jægerspris, og det fortælles, at Frederik den VII og grevinde Danner ofte gjorde holdt her. En dag, hvor krokonen netop havde ryddet op og kasseret madvarer fra køkken og spisekammer, ruller den kongelige ekvipage ind i gården – nu var gode råd dyre – for krokonen vidste nemlig, at Frederik den VII’s livret var spegesild med stuvede kartofler. Resolut sprang hun ud til svinespanden, fiskede de resterende kartofler op – og måltidet var reddet.

 Kommunen overtog Skibstedgård den 1.4.1967. Under den senere ombygning fandt man en inskription ridset i cementen på endevæggen i Skibstedhallen, denne er forfattet af murermester Johs. Nielsen,Veksø, og lyder således:

  Når kornet i laden er bragt

  og på dette gulv er lagt,

  skal plejlen det lystigt banke,

  så mønt der til huse skal vanke.

 Dekorationen med motiv af fastelavnsryttere er udført at medlemmer af Fastelavnsklubben.  her kommer billede af fastelavnsrytterne

 Skibstedgård er indrettet med mødelokale/selskabslokaler samt badmintonhal. Senere blev der også indrettet vuggestue og ungdomsklub. Sidstnævnte har nu veget pladsen for en børnehave og har til gengæld fået lokaler i den østlige del af krobygningen.

 

Kelstedgård

Bygningerne er opført ca. 1885. Foruden at have været landbrugsejendom har gården også fungeret som sognefogedgård. Knud Mølgård, den sidste landmand på Kelstedgård blev også den sidste sognefoged i Veksø. Han havde dette hverv fra 1944, indtil funktionen ophørte i 1974. Sognefogeden var politimesterens forlængede arm i landdistrikter, og han blev indstillet til dette borgerlige ombud af det lokale sogneråd. Udover at sørge for lokal ro og orden var der mange andre gøremål for en sognefoged. F.eks. at forrette borgerlig vielse, hvilket fandt sted i Kelstedgårds havestue. Det var også sognefogeden, der inddrev penge og dette var ofte nemmere for ham, der kendte og var kendt af de lokale. Derudover skulle sognefogeden også administrere lægdsrullepapirer, hundetegn og foretage udpantninger.

Luftfoto af Keldstedgård 1930'erne.

Keldstedgård 1990. Gården er totalrenoveret i 1989 og er nu indrettet til ældre- og ungdomsboliger.

Bygaden mod øst ca. 1916.

Bygaden mod øst 1988.

Præstegården

-         den tidligere Annexgård

Gården har altid, udover sin landbrugsmæssige funktion, været Stenløsepræstens tilholdssted ved kirkelige handlinger i annexkirken i Veksø. Gårdens folk skulle opstalde hans hest og stille et lokale til rådighed for omklædning.

 Oprindelig stod stuehuset med gule sten, men blev ved moderniseringen i midten af 1970’erne malet hvidt.

 Efter en brand i 1971, som ødelagde nogle af avlsbygningerne, blev gården flyttet over på den anden sidse af Frederikssundsvej.

 I 1983 flyttede pastor Jørgen Andersen og hans familie ind i stuehuset, som er fra 1887.

 Konfirmandhuset blev bygget i 1985.

 

 Annexgården

Denne gård er Veksøs eneste fungerende kvægbrug i dag, og gårdens marker er lidt svært tilgængelige, dels på grund af Frederikssundsvej og dels på grund af landskabsmæssige forhold.

 Et landbrug så tæt ved byen yder et værdifuldt bidrag til oplevelsen af Veksø, som den oprindelig var, med landbrug som en væsentlig del af bybilledet.

 Som noget helt specielt kan nævnes, at Erik Mølgård (Kirkebakken 29), om foråret stadig tilsår en del af ejendommens jord med hestekraft.  

 

Slagtergården

Slagtergården ca. 1910.

Slagtergården 1988.

Bygaden nr. 32 eller  Slagtergården kendes af de fleste af Veksøs borgere, i alt fald dem der har boet her før 1983. 1983 var året, da der blev sat punktum for en slagtervirksomhed, drevet i 134 år af den samme familie gennem fire generationer. Stuehuset beboes stadig af Veksøs slagterfamilie, Jens Erik og Inge Andersen.

 Det var Jens Eriks oldefar, Anders Jensen, der i 1849, da han vendte hjem fra krigen, lånte 100 rigsdaler af gårdmanden på Brøndstedgård til at starte virksomheden. Familien til gårdmanden på Brøndstedgård, der nu bor i Hove, handlede gennem alle 134 år i forretningen.

 Fra begyndelsen af 1848 ”gik” Anders Jensen omkring og solgte slagtervarer, senere blev der råd til en hestevogn.

 I 1874 overtog Jens Eriks bedstefar, Jens Andersen, forretningen. Han opkøbte engarealer, hvor slagtekvæg kunne græsse hele sommeren og så slagtes om efteråret. Jens Andersen stod også for en del tilbygning og ombygning af gården. I 1922 overtog Jens Eriks far og mor, Viktor og  Kirstine Andersen, virksomheden.

 Kirstine fortæller fra dengang: ”Vi boede i en af udlængerne indtil 1925, hvor det nuværende stuehus blev bygget og taget i brug. Den gamle lejlighed bestod af en lille stue, soveværelse og et pigeværelse samt et rædselsfuldt køkken, hvor komfuret stod inde i en mørk krog. Toilettet (dasset) lå nede på hjørnet, det nuværende slagtehus. Folk vidste altid besked om, hvornår jeg var på det, for så sad vores hund udenfor og ventede”.

 Kirstine, der i dag er 94 år, stammer fra Smørumkanten, hvor hendes forældre havde en gård. Hun fortæller, at hun fra sin barndom kan huske sin første køretur med halm til København. På strækningen Ballerup -  Herlev lå der kun eet eneste hus, og det var mærkværdigt nok en bager.

 Viktor Andersen var en af initiativtagerne til Fastelavnsklubben helt tilbage i 1910. I en periode sad han også i sognerådet.

 Kirstine fortæller videre: ”Viktor købte naboejendommen, Bygaden nr. 30, på daværende tidspunkt smedie, for at få adgang til brønden, der hørte til der”. Huset, der blev totalrenoveret, beboes i dag af Kirstine.

 Om krigsårene fortæller Kirstine: ”Det var ikke nemt at være forretningsdrivende. Folk skældte ud, når de ikke kunne få, hvad de ville have. Der måtte heller ikke slagtes ret meget, det var dog tilladt at nødslagte, hvorfor der i den periode var utrolig mange dyr, der havde brækket benene. Det var strenge tider for småfolk. Da vi havde malkekøer, kunne vi give mælk til dem, der ingen penge havde at købe for, - man har altid taget sig af hinanden her i byen”, understreger Kirstine. Det oplyses også fra anden side, at man fra Slagtergården sørgede for mad til familier, hvor der var sygdom.

 Foruden slagtervirksomheden arrangerede Viktor og Kirstine også udflugter med hestevogn for byens børn og gamle. Kirstine beretter om en sådan tur med de gamle til Dragør: ”Vi kom ind på en kro, hvor de havde en papegøje, der sad og skræppede op. En af de ældre damer gik hen til den og sagde: ”Sikken en sød papegøje”. Heldigvis hørte hun ikke så godt, men vi andre kunne godt høre, at den sagde: ”Din grimme kælling”, og damen var såmænd så frygtelig grim, hun havde nemlig kun een tand i munden”.

I 1948 blev det nuværende slagtehus og pølsemageri bygget, og i 1965 overtog 4. generation, Jens Erik og Inge Andersen, huset og slagterivirksomheden. Jens Erik er født i lejligheden ovenpå svinehuset i 1923, og om sin 6 års fødselsdag fortæller han: ”Jeg havde til jul lige fået en ko med rigtig skind på, den kunne dreje hovedet og sige muh. Jeg var syg den dag, og fik koen at lege med, medens mor passede butikken. Pludselig havde det været så stille, og da mor kom ind til mig, havde jeg sprættet huden af sjoveren, skåret den midt over og hængt den op mellem to stole.”

 ”Jeg startede med at gå i skole på Rolandsgården (den daværende forskole) og den allerførste skoledag undrede mor sig over, at jeg kom meget tidligt hjem. Jo, hende lærerinden kunne alligevel ikke lære mig at slagte nå, men jeg blev nu alligevel sendt tilbage til skolen igen”,  slutter Jens Erik.

 Efter afsluttet skolegang kom Jens Erik i lære. Fra 1940-1983 kørte han kødtur, de første 6 år foregik det med hestevogn. Jens Erik fortæller, at arbejdsdagen startede ved 5-6 tiden om morgenen og mange gange først endte ved 8-9 tiden om aftenen. På kødturen opkøbte Jens Erik også kreaturer til engene i mosen. I december 1983 sluttede så en lang epoke, da Jens Erik og Inge lagde op. Slagtergården kan dog stadig med rette bære sit navn, idet selve slagterhuset fortsat tjener sit formål under slagter Henrik Hansen, der overtog dette samt forretningen i 1983. Efter en kort periode lukkede butikken, men genåbnedes i 1985, som byens bageriudsalg.

 Sluttelig bør nævnes, at Jens Erik igennem hele sit liv har samlet et anseligt antal hestevogne, bl.a. fra omegnen her. Vognene er opstaldet i staldbygningerne, men kan ses køre ved forskellige lejligheder, bl.a. til bryllup.

  

Egedal

Gården var oprindeligt avlsgård til Veksø Slot, som i middelalderen lå på Slotsholmen, nordvest for Løje Sø. Hovedbygningen, som vi kender den i dag, er opført i 1950´erne. Tidligere fremtrådte stuehuset dog som de øvrige på egnen, nemlig som stråtækt længehus. Udlængerne er ombygget efter flere brande.

 En del af Egedalsvej er netop omdøbt til Slotsgyden.

 

Maglehøj

Denne ejendom tilhørte under 1. verdenskrig sammen med Egedal, Københavns kommune. Formålet med dette var, at man kunne producere tørv til kommunens varmeværker, samt avle korn o.a. afgrøder som foder til kørselsafdelingens heste. På dette tidspunkt var der ført et ekstra jernbanespor til Egedal fra Veksø station for tørvelæsning.

 Gården er bygget i 1868 og er delvis genopbygget efter brande i 1934 og 1977. Kommunen købte gården i 1981, men i de senere år har den igen været i privat eje.

 

Slottet

En tørvefabrikant købte under 1. verdenskrig Vaselund, stykkede en parcel fra og byggede ”Slottet”, efter sigende med Marselisborg slot som forbillede.

 I 1918 stod huset færdigbygget, men da der på det tidspunkt ikke var brug for tørv i samme omfang som før, gik han fallit og nåede aldrig at flytte ind.

 Huset er bygget af gedigne materialer. F.eks. har det aldrig været nødvendigt at udskifte træværket. Huset er i øvrigt bygget af mursten, beklædt med bornholmske sandsten og på et tidspunkt kalket hvidt, som vi kender det i dag.

 Fra 1918 til midten af trediverne stod huset tomt, og vejfarende og andre benyttede det til overnatning, og det tog det ikke skade af.

I ca. 30 år, fra midten af 1930´erne og til midten af 1960´erne fungerede huset som privat familieplejehjem for Sct. Hans patienter. Der var plads til ca. 25, som opholdt sig her en tid efter behandling på Sct. Hans, inden de igen skulle ud i det normale liv.

 Patienterne blev ikke beskæftiget i terapi, men hjalp med hver for sig, inden for det fag, de havde lært. Den skrædderuddannede reparerede tøj, gartneren hjalp den ansatte gartner med at passe den store køkkenhave, kokken hjalp med madlavningen i ”herregårdskøkkenet” i kælderen, og en, der havde lært malerfaget, hjalp til med husets vedligeholdelse.

 Fra midten af 1960´erne til starten af 1970´erne var der kun 4 – 5 patienter tilbage, og da disse i mellemtiden havde nået pensionsalderen, fungerede huset som plejehjem for dem. Siden da har der udelukkende været privat bolig.