Rundt i Veksø

 

Brandvæsen

Det lokale brandvæsens aktiviteter er beskrevet i brandprotokollen op til 1965. Brandmandskabet bestod dels af brandfogeden dels af lokale beboere, der mødte op, når der var brand i byen. I brandprotokollen, der er ført fra 1861-1965, kan man se, at brandvæsenet f.eks. i 1927 bestod af brandfoged, 1 assistent, 5 formænd for redningsmandskabet, 6 vandbærere, 17 kørere og 26 pumpemænd.

 Senest har Gert Sørensen (Hydro tanken) og før ham hans far Carl Sørensen, været brandfogeder i Veksø.

 Protokollen omhandler først og fremmest syn af skorstene og ildsteder samt brandredskaber. De fleste steder var tingene i orden, men visse steder er nævnt kassable kakkelovne og manglende gulvplader. Ejeren fik ofte 2-3 ugers udbedringstid, f.eks. påbud om at bygge en ny skorsten eller fjerne tapetet nær et kakkelovnsrør. Blev tidsfristen ikke overholdt, blev man meldt til brandfogeden i Frederikssund.

 Brandprotokollen har indimellem været sendt til godkendelse hos herredsfogeden eller politiet. Protokollen indeholder også oplysning om, at der i december 1924 ikke er foretaget brandsyn på grund af mund- og klovsyge. Brandsynene er tilsyneladende overtaget af skorstensfejerne i 1926, idet disse herefter kun omtales, når der har været afholdt sprøjteprøve, samt når der har været brand.

 Gert Sørensen fortæller: ”Ildebrand blev meldt via telefoncentralen, det var Karoline i Søsum, der bestyrede den, og hun vidste, hvem der var brandfoged. Når brandfogeden var underrettet af Karoline, ringede han selv videre. Til jobbet som vandbærer, snuppede man de første de bedste, man kunne få fat i. Det var nu aldrig noget problem med mandskab, for det rygtedes hurtigt i byen, når der var brand, og så mødte folk op af sig selv og hjalp til. Det lokale brandvæsen var altid godt i gang på brandstedet, inden det ”rigtige” brandvæsen nåede frem. Fordelen ved et lokalt brandvæsen var, at vi altid nåede frem først, og vi vidste præcis, hvordan der så ud i de huse, der brændte, f.eks. hvor gasflasker stod placeret. Vi fik ingen uddannelse som sådan, ikke ud over de få brandøvelser, der blev afholdt. Udstyr til os selv havde vi heller ikke rigtig noget af, men senere fik vi gummistøvler med jernsnuder, en hjelm og en økse.

 De fleste af de store gårde har gennem tiderne været udsat for brande. I 1934 brændte Maglehøj – det var karlen, der var blevet tosset og havde sat ild til – og den 10.2.1941 brændte tre udlænger på Skibstedgård. I 1960 galede den røde hane igen ved Egedal, hvor avlsbygningerne brændte, det var en kæmpebrand, der varede i 26 timer. Maglehøj brændte igen i 1977 – denne gang var det børns leg med tændstikker.”

 I 1972 brændte længerne til Annexgården. Branden startede ved 18-tiden, hurtigt ankom det lokale brandmandskab, ledet af Gert Sørensen, senere ankom der forstærkning fra Ballerup og Frederikssund. Straks ved ankomsten gik man i gang med at redde dyrene i sikkerhed. Kl. 16 den efterfølgende dag blev den sidste so reddet ud i live. Den havde boret sig ned i en bunke vådt halm. Den efterfølgende brandvagt måtte de lokale tage sig af, og da alt åndede fred og ro, satte disse brave folk sig ned i kælderen til Annexgården. Da brandinspektør Thybo-Andersen senere dukkede op for at inspicere brandstedet, fandt han kun et sprøjtekøretøj – intet mandskab var til stede. Vel vidende at folkene jo nok var der et eller andet sted, men ikke rigtig kunne følge med i, hvad der foregik, spillede brandinspektøren dem  et puds ved at ”beordre” sprøjtekøretøjet bortført. Det var en meget brødebetynget brandvagt, der blev godt til grin, da han senere ringede og måtte meddele, at sprøjten var forsvundet.

 Det fortælles videre, at om aftenen efter branden var slukket, fik Ballerup Brandvæsen brug for deres slanger. Disse lå imidlertid inde på kirkegården, og da Ballerup brandfolkene ikke turde gå derind, måtte de bede de lokale folk om at hente dem.

 

Veksø gamle brandsprøjte

 

 

Veksø Vandværk I/S

Bygningen til højre på billedet var Veksø Vandværk indtil 1990. I forgrunden er man ved at anlægge den 4-sporede Frederikssundsvej, 1976.

Protokoluddrag fra vandværket.

15. juli 1903 stiftedes Viksø Vandværk af gårdejerne i byen, og hovedledningerne dækkede den centrale del  af byen fra starten. Selve vandværket blev placeret på det højeste punkt i byen, hvor vandbeholderen, der var i brug frem til 1990, kunne rumme 180 kubikmeter vand. Beholderens store omfang skyldes den omstændighed, at oppumpningen fra brønd til beholder foregik ved hjælp af en vindmølle, der selvsagt kun fungerede, når det blæste. Først omkring 1925 blev vindmøllen erstattet af en eldrevet pumpe.

 De oprindelige hovedledninger er lagt med fald ned mod byen, og vandet løb ved hjælp af beholderens højdetryk direkte til forbrugerne. For at få rigeligt vand var disse rørdimensioner temmelig store, så store, at de kan bruges den dag i dag. Først i 1984 blev en systematisk udskiftning af de gamle rør indledt. Rørene er ikke tæret, men delvis tilstoppet og utætte i samlingerne. Endvidere er alle rør placeret på privat grund, og det passer ikke rigtig til tidens krav.

 I de gamle vedtægter kan man læse, at det ikke var tilladt byens erhvervsdrivende at bruge vand fra vandværket til anvendelse i bryggerier, bagerier, vaskerier, mejerier, gartnerier eller noget som helst andet industrielt foretagende. En anmærkning herom siger dog, at herfra undtages ølhandler Nielsens ejendom matr. nr. 2 b, Bygaden 8, idet ejeren eller brugeren af samme skal have ret til at bruge gennemsnitlig indtil otte tdr. vand daglig. Byens borgere ville åbenbart ikke risikere at skulle mangle øl.

 Med få fornyelser har vandværket forsynet byen med rigeligt og godt vand helt frem til 1978, hvor 115 ejendomme var tilsluttet. Alle bestyrelser har sat en ære i, at vandet skulle være billigst muligt, hvorfor bestyrelsesarbejdet var ulønnet.

 Siden arkitektkonkurrencen i 1973, hvor Veksøs fremtid blev beseglet, har bestyrelsens arbejdsbyrde været stadig stigende, og på et tidspunkt besluttede generalforsamlingen, at dette arbejde skulle honoreres.

 Når udbygningen er tilendebragt, kan man atter se hen til en rolig periode.

 I 1975 søgte man Hovedstadsrådet om at få lov til at bygge et nyt vandværk, men det blev afslået. Københavns Vandforsyning stod i kulissen, men der var ingen lokal interesse for denne løsning.

 Da lokalplanerne for Dyrehaven og Kelstedudstykningerne forelå i 1978, besluttede bestyrelsen at ombygge det eksisterende vandværk. Stort set alt blev udskiftet og kapaciteten øget til det tredobbelte, men udbygningen fortsatte og vandværksbyggeriet kunne stadig ikke tillades.

 I 1981 anlagde Stenløse og Veksø Vandværk i fællesskab en forbindelsesledning mellem de to forsyningsområder, idet Stenløse på dette tidspunkt havde en overkapacitet, som vi kunne udnytte.

 Stenløseledningen førte til et varigt samarbejde, som nu har givet til resultat, at der er bygget et fælles vandværk på Stenlien mellem de to byer. Tilladelsen til dette blev givet i juni 1988.

 De to vandværker har dannet et nyt selskab, Stenlien Vandværk, der blev stiftet på Veksø Kro den 25. November 1988.

 Det nye selskab ejes og drives af de to vandværker og skal i fremtiden stå for al indvinding og fremstilling af drikkevand til de to byer, hvorfor Stenlien Vandværk også skal erhverve vandværket på Smedebakken i Stenløse.

 Det nye vandværk, som opføres i to etaper, blev indviet i begyndelsen af 1990, hvorefter Veksøs gamle værk blev nedlagt.

 Uanset dette samarbejde vil Veksø Vandværk I/S stadig bestå som et selvstændigt selskab til varetagelse af den lokale vandforsyning.

 En epoke er afsluttet, og en ny er begyndt. Vandværket i Veksø var nedslidt, og da vandværket samtidig var placeret i et følsomt vandområde, må vi sige, at hensynet til miljøet blev tilgodeset, da vandindvindingen i Veksø ophørte.

 

Veksø Sogns Borgerforening

Den 10. juni 1926 blev der afholdt stiftende generalforsamling på Veksø Kro for ”Veksø Sogns Grundejer- og Borgerforening”.  Alle i Veksø Sogn er medlemsberettigede.

 Initiativet til stiftelsen ligger lidt uklart, men kan have at gøre med, at Frederikssundsvejen skulle forlægges fra positionen midt i byen til den nye omfartsvej, i dag Kirkebakken. Dette ville nemlig få indflydelse på byens kloakeringsforhold.

 Veksø er den første by her på egnen, som fik kloak med rensningsanlæg. Dette blev anlagt på Kildevej (Mosevej) i 1940-42.

 Foreningens formål har i alle årene været at varetage medlemmernes tarv med hensyn til spørgsmål af fælles interesse og ved varetagelse af Veksø Sogns bedste fremme samt overfor de offentlige myndigheder at arbejde for de bedst mulige vilkår for sognets beboere.

 I 1970´erne var Borgerforeningen meget involveret og aktivt engageret i informationen af borgerne med hensyn til arkitektkonkurrencen om Veksøs udbygning.

 

Veksø Borgerlaug

På Borgerforeningens initiativ startede man i midten af 1980´erne drøftelse med de nye udstykningers grundejere og boligforeninger om dannelse af en paraplyorganisation for alle foreninger, og dette resulterede i stiftelsen af Veksø Borgerlaug den 15. januar 1987.

 I Borgerlauget repræsenterer Borgerforeningen den gamle by. Fra Borgerlaugets formålsparagraffer kan refereres:

1.            At sikre sognets beboere størst mulig indflydelse på sager, der vedrører Veksø sogn.

2.            At løse opgaver af fælles interesse for sognets beboere.

3.            At medvirke til en videreførelse af sognets gamle traditioner.

 

Fastelavnsklubben

Fastelavn er noget helt specielt i Veksø, og æren for det har Fastelavnsklubben. Hvert år, med en enkelt undtagelse, har klubben siden 1910 afholdt fastelavnsridning til stor fornøjelse for byens borgere.

 Veksøs daværende slagter, afdøde Victor Andersen var, sammen med  to andre initiativtager til oprettelsen af denne festlige tradition.

 Helt tilbage fra starten red man rundt som nu, besøgte de forskellige gårde og samlede penge ind. Disse penge blev brugt, som de i øvrigt stadig bruges, til forskellige gode formål  i Veksø. Desuden blev der også tidligere indsamlet æg til ”romtoddyen”, der blev indtaget ved den efterfølgende fest på kroen.

 Selve ridningen fandt sted over to dage. Om søndagen slog de gifte mænd katten af tønden til hest. De ugifte karle red om mandagene. Karlene slog ikke katten af tønden, i stedet stak de til ring, af den simple grund, at man var bange for, at de i deres ”omtågede” tilstand skulle komme til at ramme hestene i hovedet med køllerne. Mandag aften sluttede man af med fest på kroen, hvilket ikke forløb helt problemfrit. Karlene, der red om mandagen fra kl. 9 til 15, og havde fået adskillige af de små til ansigtet, skulle lige hjem og have en halv time på øjet, inden festen begyndte. Desværre skete det så, at nogle slet ikke dukkede op igen, og så blev de ventende piger sure.

 I 1941 måtte der grundet krigen ikke rides, men det afholdt nu ikke klubben fra at finde på andre løjer. I stedet for at slå katten af tønden fra hesteryg, rendte mændene op ad et bord inde i kroen og slog til en tønde, der var blevet hængt op i loftet.

 Fra 1956 red gifte og ugifte sammen og fra da af kun om søndagen.

 Indtil 1960 havde rytterne kun været fra Veksø, men grundet stort frafald, hvilket i høj grad skyldtes, at gårdene solgte hestene og købte traktorer til erstatning, opstod der fare for klubbens nedlæggelse. Derfor blev Ølstykke rideklub indlemmet og fra 1975 også ryttere fra Søsum.

 Nu er det maximale antal, 60 personer, med i optoget, og der kommer kun nye med, når der falder nogen fra. Det er ifølge reglerne kun mænd, der kan være med i optoget, mens pigerne hjælper til med at sy dragterne.

 Selve optoget består af ryttere klædt efter særlige bestemmelser; hvide skjorter, røde veste og høje hatte. Hestene er også udsmykket efter bestemte regler.

Resten af følget fordeler sig med, først en vogn med musikken, derefter følger yderligere to hestevogne, der er stadset op med kulisser alt efter hvilket emne, man har valgt til årets udklædning. Emner har der været mange af gennem tiderne:  –  Frederik den VII og grevinde Danner, - Prinsessen på ærten, - Gyldenspjæt og Rasmine, - Huset på Christianshavn, - Livsens Ondskab, - Sommer i Tyrol, for blot at nævne nogle. Optoget slutter af med en klovnevogn, der er et særligt Veksøfænomen. Den er udsmykket med barske kommentarer til kommunalpolitikere og andet godtfolk, der har gjort sig bemærket i årets løb. Denne klovnevogn bemandes med de såkaldte ”bøssekarle”, der også selv står for udsmykningen, og det valgte emne er en velbevaret hemmelighed for alle andre lige indtil selve dagen. ”Bøssekarlene” samler penge ind hos publikum, og disse penge bruges, som før omtalt, til gode formål i Veksø – eksempelvis flagalleen gennem byen. Desuden har foreningen givet kontante bidrag til plantningen af kastanjetræerne langs Maglehøj Allé, klaveret i konfirmandstuen, til indretning af FDF/FPF-huset på Kirkebakken, samt udgivelse af denne bog.

 Selve fastelavnssøndag starter optoget kl. 9 fra Slagtergården. Herfra tager man ud og besøger de forskellige bydele og gårde. Stemningen bliver bedre og bedre for hvert sted, man kommer frem og bliver beskænket. Det bliver til en 8-10 steder om formiddagen inden frokosten, der traditionen tro indtages på Slagtergården. Inge og Jens Erik Andersen sørger for mad og drikke. Der synges af fuld hals ved frokostbordet, og der udbringes utallige skåler for de pragtfulde fruentimmer, som har været så søde at stå i køkkenet og ellers holdt sig pænt i baggrunden.

 Helt tale om diskrimination er der nu ikke, for turen kommer også til damerne. Dagen før har man holdt tøndeslagning for børnene, og den efterfølgende lørdag er der stor fest i Skibstedhallen, hvor damerne blive hyldet og kattedronningen krones.

 Efter frokosten, hvor hestene har fået et velfortjent hvil og et godt foder, rider man så atter ud, og det bliver til en 10-15 besøg mere, inden man sidst på eftermiddagen slutter af med tøndeslagning i fuld galop ned gennem Bygaden. Hundredvis af tilskuere fra nær og fjern, trodser det ofte barske februarvejr, og følger slagets gang med klapsalver og tilråb, og det kan nok være, at hestene får rørt sig. Over hele sceneriet svajer tønden frem og tilbage, lige til det sidste bræt, under stor jubel, bliver slået ned. Kattekongen kan omsider krones. Kronen, der benyttes, er lavet af en af smedene, der engang har været her i Veksø.

 I 1990 havde Fastelavnsklubben 80 års jubilæum, dette blev markeret med et større optog bygget over Aladdin. Ved samme lejlighed trak Jens Erik Andersen sig tilbage efter 21 år som formand.

 Vi må håbe, denne tradition vil blive holdt i live også i årene fremover, for denne festligholdelse af fastelavnen er med til at gøre Veksø til et godt sted at bo.

 

Fastelavnsfesten

Som fortalt under afsnittet om Fastelavnsklubben afholdes der fest i Skibstedhallen lørdagen efter fastelavn. Denne fest arrangeres af Fastelavnsklubben. Oprindelig blev den afholdt på Veksø Kro, men det ville ikke engang kunne lade sig gøre i dag, hvor der er mere end 300 deltagere. Selve Skibstedhallen er smukt pyntet op til lejligheden, og en del af udsmykningen er de tegninger, som hang på optogets vogne.

 Disse tegninger, som Lise Hansen laver, beretter i munter streg om byens personligheders mere eller mindre ”heldige” optræden i det forgangne år.

 Under spisningen er det blevet en tradition, at Ole Suhr udklædt på fornøjelig vis fortæller om, hvad der er hændt i byen i det forløbne år.

 Fastelavnsfesten er damernes fest, og her får de lov til at slå katten af tønden. Kattedronningen herfra bliver så forenet med årets kattekonge i en festlig brudevals. Resten af aftenen forløber med dans til levende musik.

 

Børnenes Fastelavnsfest

Børnenes fastelavnsfest her i byen er også en gammel tradition, som afholdes af Fastelavnsklubben.       I vor tid afholdes festen i varme omgivelser på Skibstedgård, og altid fastelavnslørdag. Tidligere slog man katten af tønden på doktorens vej (nuværende indkørsel langs teatersalens vestfacade).

 Kl. 10, når kattekongen var fundet, fik han en krone på hovedet og en ”daler i hånden,” og så gik alle hen på kroen, hvor fru Nielsen diskede op med kakao og boller.

 Senere har man forsøgt sig med at afholde hele arrangementet inde i kroen, men det blev ingen succes.

 Børnenes fastelavn er i dag en meget populær fest, der som nævnt afholdes i hallen på Skibstedgård. Drenge og piger har hver deres tønde at slå ned, og når både kattekonge og kattedronning er kåret, trakteres der med sodavand og pølser, og derefter underholdes børnene med forskellige lege.

 

 

 

Børnedyrskuet

Denne tradition startede i Veksø i begyndelsen af 1970’erne som det første sted i Nordsjælland.

 De første mange år blev det holdt på Slagtergården.

 Husmandsforeningen, vægter Aage Jensen og dyrlæge Will. Lynggaard fik sat det i system, således at det fungerede som et rigtigt dyrskue med bedømmelser, pointgivning og præmier, men vel og mærke til alle deltagere, opdelt i 1., 2. og 3. præmier. Det der stadig bliver lagt vægt på i vurderingen, der som oftest foretages af lokale dyrekyndige og dyrlæger, er forholdet mellem børn og dyr.

 Dyrskuet varer hele dagen, og der er altid underholdning og opvisning af forskellig art. Det er blandt andet blevet en fast tradition, at der er opvisning af folkedansere, der inden opvisningen på dyrskuet, har været en tur på Damgårdsparken i Stenløse, for at danse for de ældre beboere.

 I 1988 rettede Husmandsforeningen henvendelse til Lions i Stenløse om hjælp til arrangementet. Lions overtog velvilligt, idet man følte, at det ville være synd, hvis denne lokalaktivitet skulle uddø.